Hej, mit navn er Lasse Kromann og jeg er en framerunner fra Danmark. I dette blogindlæg vil jeg fortælle jer lidt om hvad FrameRunning Camp & Cup er for en størrelse og hvad den betyder for mig.

Hvad er hjem og hvor hører du til verden? Dette er et spørgsmål vi tit stiller os selv, fordi man skal høre til et sted, ikke? Og hvornår ved du hvornår du har fundet hjem? Jeg fandt hjem, da jeg for første gang trådte ind ad dørene til FrameRunning Camp & Cup. Da jeg for første gang deltog i campen, havde jeg kun løbet i tre måneder. Jeg følte mig som Dorothy da hun kom til OZ. Jeg var overvældet, da jeg så folk der lignede mig og da jeg så de mange dygtige atleter der konkurrerede på et højt niveau. Jeg kan huske, at jeg brød sammen på grund af den høje lyd fra startpistolen (jeg kan stadig ikke lide den). Men i modsætning til Dorothy klappede jeg ikke hælene sammen, fordi dette var mit nye hjem. Jeg havde fundet mit folk. Dette var en af de første gange, hvor jeg følte, at jeg kunne udrette noget.

For at give jer en ide om hvordan campen fungerer så er der træning de første par dage. Ved campens afslutning er der et stort stævne som tilbage da jeg startede kun varede 1 dag (nu varer stævnet 3 dage). Min allerførste konkurrence var en 1500 meter, som når jeg tænker på det i dag, virker vanvittigt. Jeg vil ikke anbefale en 1500 meter, en 800 meter og en 400 meter på en og samme dag med kun 3 måneders træning. Lad være med at gøre det jeg gjorde, tænk dig om! Men ikke desto mindre gjorde jeg det og vandt to løb og lige siden har jeg haft muligheden for at konkurrere internationalt. Selv om jeg har deltaget ved mange internationale stævner som WPA (World Para Athletica), europa- og verdensmesterskabet, er campen årets bedste begivenhed. Det er årets bedste begivenhed fordi det kombinerer hård konkurrence med et socialt fællesskab med hold fra hele verden. Det er det der gør campen så speciel. Jeg har mødt nogle af de bedste venner på campen og nogle af bedste mennesker fra hele verden. Campen har spillet en stor rolle i at forme den person som jeg er i dag. Campen er en af de mest formative oplevelser man kan være med i som framerunner. Det giver dig et større perspektiv for hvad FrameRunning er. En uge på campen burde være obligatorisk hvis man har økonomi til det – i det mindste en gang som en slags overgangsritual.

I år er det campens 25 år jubilæum, derfor vil jeg gerne sige tak til dem der campen mulig. Uden jeres bidrag ville vi ikke være her på campen i dag. Jeg vil især takke Mansoor Siddiqi for hans indsats for at få campen op at stå hvert år. Jeg synes, at det er vigtigt at pointere, at Mansoor arbejder året rundt for at campen til at blive til noget. På campen er han altid den første til at stå op og den sidste til at gå i seng. Han har den største motor og den største arbejdsmoral, jeg nogensinde har set. Jeg vil bare gerne sige tak til Masoor fordi jeg ville ikke være hvor jeg er i dag, og vi ville ikke være hvor vi er idag uden Mansoor.

For at konkludere på dette skriv, vil jeg gerne gå tilbage til det spørgsmål, som jeg stillede i starten. Hvor er hjem og hvor hører du til i verden? Hjem kan defineres på mange måder. Jeg blev for nylig færdig med at se sæson 3 af TV-serien POSE. POSE handler om ballroom scenen i undergrunden i New York i 1980 – 1990’erne under AIDS-epidemien. Mange af karaktererne i serien er nødt til at redefinere hvad hjem er, fordi mange af dem har ikke et hjem at komme tilbage til. Fordi de blev smidt ud af de miljøer som de burde høre til i. Derfor er de nødt til at forme deres egne familier og hjem, hvor de passer på hinanden i medgang og modgang. Det er vigtigt at konstatere, at jeg ikke prøver at lave en direkte sammenligning med hvad karaktererne i serien går igennem. De ting karaktererne er meget mere alvorlige end noget af det jeg personligt har gennemgået. For dem handler det om liv og død og mange af karaktererne er transpersoner af en anden etnicitet end hvid. Jeg kan og vil ikke lave en direkte sammenligning, da dette vil være ufølsomt. Grunden til at jeg alligevel bringer det op er, at mange af os ikke rigtig hører til i verden. Og jeg tror, at campen kan være med til at bringe folk sammen og måske danne en form for familie, hvor man selv vælger om man vil være med eller ej. Dermed kan vi finde vores egen lille hjørne af verden hvor vi hører til. Vi er måske ikke nødt til at redefinere hvad hjem er 100%, men samtidig er vi ikke nødt til at tage hjem til Kansas som Dorothy i Troldmanden fra OZ, fordi vi har måske allerede fundet vore hjem på campen. Som tidligere nævnt er der intet sted som hjem.

Hvis du er framerunner håber jeg på at se dig på campen i år og/eller i fremtiden.

Bedste hilsner Lasse Kromann